5. Entreprisekontrakten

Byggebudget og kontraktspil

I vil næsten med garanti opleve, at byggefirmaet meget hurtigt i processen lægger en kontrakt foran jer. Det gør de, fordi de ikke ønsker at bruge for meget tid på jeres projekt, før de har en underskrift.

De ved godt, at I sikkert taler med flere firmaer. Det er helt normalt. Nogle firmaer går meget langt for at få jer til at forpligte jer. Andre er mere afslappede og vil gerne hjælpe jer videre, inden der skrives under.

Vores klare anbefaling: Skriv ikke under på noget som helst, før nogen med faglig baggrund har læst det hele grundigt igennem. Det kan være en advokat, jeres bank, en byggerådgiver eller en person i jeres netværk. Mange tilbyder kontrakttjek til fast pris. Prøv at søge online.

Firmaet vil ofte spørge jer, hvad jeres budget er. Det gør de for at forstå jeres behov og forventninger. Men husk, at det også er et værktøj til at styre samtalen. Vær ærlig, men strategisk i, hvad I deler hvornår.

I vil måske også høre noget med, at der er prisstigninger på vej. Hvis I skriver under nu, kan I få en bedre pris. Vi har selv oplevet det flere gange. Men det kom aldrig med i kontrakten. Lad jer ikke presse af den slags argumenter.

I sidste ende handler det hele om tillid. Mavefornemmelsen skal være god. Vi har selv tidligere bygget med HusCompagniet og følte os trygge i processen. Når vi efterfølgende sammenlignede priser, stemte det godt overens med andre byggerier.

Tre typiske fælder du bør undgå

Underskriv aldrig på første møde

En god aftale kan godt tåle, at I sover på det. Der er ingen grund til at føle sig presset.

Få faglig rådgivning

En byggerådgiver eller advokat kan spotte fælder og uklarheder, som I ikke selv ser.

Hold igen med budgettet i starten

I behøver ikke give hele jeres økonomi fri. Del det, når det giver mening.

Faglig rådgivning er ikke kun for dem der tvivler

Selvom I føler jer trygge ved firmaet og sælgeren, så tag ikke chancer. De er trænet i at skabe tillid. Det betyder ikke, at de forsøger at snyde jer. Men det betyder, at I har brug for en, der ser aftalen med professionelle øjne.

Indsæt forbehold det er jeres sikkerhedsnet

Mange nybyggere indsætter forbehold i kontrakten. Det giver mulighed for at trække sig, hvis væsentlige forhold ikke falder på plads. Det handler ikke om mistillid, men om at beskytte sig selv i en kompleks aftale.

🧾 TIP: Forsøg at få byggefirmaet til at dække alle udgifter undervejs og først betale, når huset er afleveret uden væsentlige fejl. Det giver jer maksimal tryghed.

🛑 Det er vigtigt, at I får skrevet i kontrakten, at I har adgang til byggepladsen under hele processen. Indtil huset er betalt, er det ikke juridisk jeres. Uden adgang kan I risikere at blive holdt ude.

📋 Hvis betaling ved aflevering ikke er muligt, så kræv en klar betalingsplan med faste milepæle. Betal kun for det, der er færdigt og godkendt, f.eks. fundament, råhus og tag. Undgå at betale for noget, der bare er “snart færdigt”.

⚠️ Vær opmærksom på balancen. Betal ikke så sent, at firmaet mister motivationen og forlader pladsen. Men betal ALDRIG forud. Det er markant nemmere at fastholde fremdrift, så længe håndværkerne mangler at få det sidste udbetalt. Det er på trods af, at man gerne vil virke som en god person, og på trods af man stoler på håndværkeren og byggefirmaet.

Eksempler på gode forbehold

  • Finansiering skal være godkendt af bank og realkredit
  • Ekstrafundering må maksimalt koste X kr
  • Kontrakten skal godkendes af byggerådgiver og advokat
  • AB Forbruger skal være juridisk grundlag
  • Byggetilladelse skal være givet fra kommunen
  • Indflytningsdatoen skal være bindende
  • Ved uenighed gælder AB Forbruger før bilag
  • Tegningsændringer må ikke overskride budget
  • Pris for bortkørsel af jord må ikke overstige aftalt grænse
  • Vejesedler skal udleveres ved bortkørsel

Andre vilkår I kan tilføje

  • Firmaet dækker udgifter ved egne beregningsfejl
  • Loft over el og vand i byggeperioden
  • Højere dagbod ved forsinkelse
  • Producenternes anvisninger skal følges
  • Byggesagkyndig skal have adgang til byggepladsen
  • Nøglen skal udleveres til jer eller jeres rådgiver
  • Fuld adgang til tekniske tegninger og beskrivelser
  • I kan selv levere køkken, garderobe eller hvidevarer
  • Ret til at ophæve kontrakt ved store prisændringer
  • Ret til at holde betaling tilbage ved fejl og mangler

Vigtige anbefalinger

Kræv bankgaranti

Firmaet skal stille garanti under og efter byggeriet. Det sikrer jer ved konkurs eller mangler.

Skriv adgang til byggepladsen ind

Indtil huset er afleveret, er det ikke jeres. Derfor skal I have adgang under hele processen.

Betal kun for godkendte faser

Hvis I ikke kan vente med betaling, så få en plan hvor I kun betaler, når noget er godkendt.

Aflevering skal ske uden fejl

Huset skal afleveres nøgleklart og uden væsentlige mangler. Det skal stå tydeligt i kontrakten.

Scroll to Top